31. marts 2014
Maria | Pizza date
Jeg havde en rigtig hyggelig aften sidste uge i selskab med ni søde damer og lækkert mad. Efter masser snak, spisning og oprydning hyggede vi bare i sofaen i et overflod af tæpper og puder. Det blev ret sent så et par stykker blev og sov, så vi kunne være rigtig grundigt trætte sammen i skolen dagen efter, haha, men det var jo det hele værd! Og så skal I da ikke snydes for opskrifterne på vores italienske pizza med serranoskinke og chokolademoussen til dessert. Ikke lige to retter man normalt forbinder med hinanden, men det fungerede nu meget godt!
Pizza med seranoskinke og ruccula (ca. 6 stk.)
Dej:
50 g. gær
500 g. hvedemel
500 g. durummel
5,5 dl. vand
4 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
Topping:
Serrano skinke
1 stk. frisk mozzarella
Tomatsovs (evt. hjemmelavet)
Ruccula
Evt. Parmesan og pesto
Fremgang:
Rør gæren ud i vandet. Tilsæt salt og olie. Herefter rører du melet i og ælter godt igennem. Vi kørte den cirka 6 minutter på min køkkenmaskine. Har du ikke sådan én, så ælt den grundigt i hånden i cirka 10 minutter. Dæk dejen til at lad den hvile en times tid.
Rul dejen så tyndt ud som muligt, smør med tomatsauce. Pluk mozzarella udover pizzabunden og fordel serranoskinken. Bag den til kanten har taget lidt farve ca. 20 min. ved 200 grader. Pynt med ruccula, parmesan og pesto inden servering.
Chokolademousse (ca. 6-8 personer )
150 g. mørk chokolade
6 past. æggeblommer
3 spsk. flormelis
3,5 dl. piskefløde
Fremgang
Chokoladen smeltes over vandbad, mens æggeblommer og flormelis piskes sammen. Fløden piskes godt og vendes i blandingen med den smeltede chokolade. Den færdige chokolademousse anrettes eventuelt i glas el. lign. og stilles på køl indtil servering. Pynt evt. med jordbær og granatæble.
Skriv en kommentar